Introduktion
“Nattergalen”, et fortryllende eventyr af den berømte danske forfatterH.C. Andersen, transporterer os til et mystisk og farverigt Kina. I dette tidløse eventyr, sat i en verden, hvor den kejserlige pragt og naturens enkle skønhed støder sammen, skildres en dyb og rørende fortælling om sand skønhed og ægthed.
Historien om Nattergalen
I Kina, som du nok ved, er kejseren kinesisk, og det samme er alle hans folk. Dette skete for mange år siden, men netop derfor er det en historie værd at huske, før den går i glemmebogen. Kejserens palads var det mest imponerende i verden, fuldstændig lavet af fint porcelæn, utroligt værdifuldt, men så skrøbeligt, at man skulle være meget forsigtig, når man rørte ved det. I haven kunne man se de mest utrolige blomster, og ved de allermest spektakulære var der bundet sølvklokker, som ringede for at sikre, at ingen gik forbi uden at lægge mærke til blomsten. Alt i kejserens have var gennemtænkt, og den strakte sig så langt, at selv gartneren ikke kendte dens fulde omfang. Hvis man fortsatte længe nok, nåede man en vidunderlig skov med høje træer og dybe søer. Skoven strakte sig helt ned til havet, der var dybt og blåt, og store skibe kunne sejle helt ind under grenene. I denne skov levede der en nattergal, hvis sang var så betagende, at selv den travleste fisker, optaget af sine mange gøremål, blev nødt til at standse op og lytte, når han om natten trak sine fiskernet op og hørte nattergalen. “Åh, hvor er det smukt!” udbrød han, men så måtte han vende tilbage til sit arbejde og glemte fuglen. Dog, næste nat, når nattergalen atter sang, og fiskeren var på samme sted, gentog han: “Åh, hvor er det dog utroligt smukt!”
Rejsende fra hele verden strømmede til kejserens by for at beundre den, paladset og den prægtige have. Men når de først hørte nattergalen synge, var de alle enige: “Det her er det allerbedste!”
Disse rejsende tog historierne med hjem, og snart var der lærde og forfattere, der skrev utallige bøger om byen, det smukke slot og den vidunderlige have. Men det var nattergalen, de huskede bedst og satte højest. Poeter over hele verden skrev de mest rørende digte, alle dedikeret til nattergalen, der sang i skoven ved den dybe sø.
Disse bøger spredte sig over hele verden, og til sidst nåede nogle af dem også kejseren. Han sad i sin gyldne trone, læsende og nikke med hovedet. Han var begejstret for de flotte beskrivelser af byen, slottet og haven. Men det var sætningen “Nattergalen er dog det allerbedste!” der virkelig fangede hans opmærksomhed.
“Hvad er nu det!” udbrød kejseren, “En nattergal? Jeg har aldrig hørt om den! Er der virkelig en sådan fugl i mit rige, ja, endda i min egen have? Det er utroligt, at jeg først skal høre om det gennem enbog!”
Han tilkaldte straks sin kammerherre, som var så fornem, at hvis nogen af lavere stand end ham turde tale til ham eller stille et spørgsmål, svarede han kun med et foragtfuldt “P!” hvilket ikke betød noget som helst.
“Der skulle efter sigende være en utrolig fugl i mit rige, kaldet nattergalen,” sagde kejseren. “Jeg hører, at den er det bedste i hele mit store rige! Hvorfor har ingen fortalt mig om den?”
“Jeg har aldrig hørt om den,” sagde kammerherren. “Den har aldrig vist sig ved hoffet.”
“Jeg forventer, at den kommer og synger for mig i aften!” insisterede kejseren. “Hele verden kender til den, undtagen mig!”
“Jeg har aldrig hørt om den,” gentog kammerherren, “men jeg skal lede efter den. Jeg skal finde den!”
Men hvor skulle han finde nattergalen? Kammerherren løb op og ned ad trapperne, gennem sale og korridorer, men ingen han mødte havde hørt om nattergalen. Han vendte tilbage til kejseren og rapporterede, at nattergalen sikkert var en opspind fra dem, der skrev bøger. “Deres kejserlige højhed bør ikke tro på alt, hvad der står i bøgerne,” sagde han. “Det er opdigtede historier, nogle kalder det endda for ‘sort magi’!”
“Men den bog, hvori jeg har læst det,” sagde kejseren, “er sendt mig fra den stormægtige kejser af Japan, og så kan det ikke være usandhed. Jeg vil høre nattergalen! Den skal være her i aften! Den har min højeste nåde! Og kommer den ikke, da skal hele hoffet dunkes på maven, når det har spist aftensmad.”
“Tsing-pe!” sagde kammerherren, og løb igen op og ned af alle trapper, gennem alle sale og gange; og det halve hof løb med, for de ville ikke gerne dunkes på maven. Der var en spørgen efter den mærkelige nattergal, som hele verden kendte, men ingen ved hoffet.
Endelig traf de en lille, fattig pige i køknet, hun sagde: “Åh Gud, nattergalen! Den kender jeg godt! Ja, hvor den kan synge! Hver aften har jeg lov til at bringe lidt af levningerne fra bordet hjem til min stakkels syge mor, hun bor nede ved stranden, og når jeg så går tilbage, træt og hviler i skoven, så hører jeg nattergalen synge! Jeg får tårer i øjnene, det er som om min mor kyssede mig!”
“Lille kokkepige!” sagde kammerherren, “jeg skal skaffe dig fast ansættelse i køknet og lov til at se kejseren spise, hvis du kan føre os til nattergalen, for den er forventet i aften!”
Så begav de sig alle sammen ud i skoven, hvor nattergalen plejede at synge. Halvdelen af hoffet fulgte med. Midt i deres vandring begyndte en ko at brøle.
“Åh!” udbrød hofjunkerne, “nu har vi fundet den! Sikke en kraftfuld lyd fra så lille et dyr! Jeg er sikker på, jeg har hørt den før!”
“Nej, det er bare køerne, der brøler!” sagde den lille køkkenpige. “Vi er stadig et stykke vej fra stedet!”
Så begyndte frøerne at kvække i en dam.
“Fantastisk!” sagde den kinesiske slotsprovst. “Nu hører jeg den, det lyder som små kirkeklokker!”
“Nej, det er frøerne!” sagde den lille køkkenpige. “Men nu tror jeg snart, vi hører den rigtige nattergal!”
Og så begyndte nattergalen at synge.
“Det er den!” sagde pigen. “Lyt! Hør! Og se, der sidder den!” Hun pegede på en lille, grå fugl i grenene.
“Er det virkelig muligt!” sagde kammerherren, overrasket. “Jeg havde aldrig forestillet mig, den så sådan ud! Den ser så enkel ud! Måske har den mistet farven af at se så mange fornemme gæster!”
“Lille nattergal!” råbte den lille køkkenpige højt, “vores nådige kejser ønsker meget, at du skal synge for ham!”
“Med største glæde,” svarede nattergalen og sang så smukt, at det var en fryd at høre på.
“Det lyder som glasklokker!” bemærkede kammerherren. “Og se på dens lille strube, hvor den anstrenger sig! Det er utroligt, at vi aldrig har hørt den før. Den vil helt sikkert gøre stor lykke ved hoffet!”
“Skal jeg synge igen for kejseren?” spurgte nattergalen, idet den antog, at kejseren var til stede.
“Min udsøgte lille nattergal,” sagde kammerherren, “jeg har den ære at invitere Dem til en hoffest i aften, hvor De uden tvivl vil betage hans kejserlige nåde med Deres fortryllende sang!”
“Min sang lyder bedst i det fri,” bemærkede nattergalen, men besluttede sig for at følge med, da den hørte, at kejseren ønskede det.
Slottet var blevet grundigt forberedt til aftenen. Væggene og gulvene af porcelæn skinnede i lyset fra tusindvis af gyldne lamper, og de mest fantastiske blomster, der kunne klinge, var anbragt i gangene. Der var så meget aktivitet og træk, at klokkerne ringede i én uafbrudt strøm, hvilket gjorde det næsten umuligt at høre noget som helst.
I den store sal, hvor kejseren sad, var der anbragt en guldpind, hvor nattergalen skulle sidde. Hele hoffet var samlet, og den lille køkkenpige, der nu officielt var en del af personalet, havde fået lov til at stå ved døren. Alle var klædt i deres fineste tøj og ventede spændt på den lille grå fugl, til hvem kejseren nikke anerkendende.
Og nattergalen sang så smukt, at kejseren fik tårer i øjnene, og tårerne rullede ned ad hans kinder. Da sang nattergalen endnu smukkere, rørende lige i hjertet. Kejseren var så rørt, og han tilbød nattergalen sin guldtøffel at bære om halsen som en hædersbevisning. Men nattergalen takkede nej og sagde, at den allerede havde fået belønning nok.
“Jeg har set tårer i øjnene på en kejser, det er den største gave for mig! En kejsers tårer er magtfulde! Jeg er mere end belønnet!” sagde nattergalen og sang igen med sin søde, velsignede stemme.
“Det er den fineste flirt, jeg har set!” hviskede damerne rundt om, og de tog vand i munden, så de kunne klukke, når nogen talte til dem, i et forsøg på at efterligne nattergalen. Selv tjenestefolket, normalt så svære at imponere, var fulde af beundring. Nattergalen havde virkelig gjort et stort indtryk!
Nattergalen blev bedt om at blive ved hoffet, fik sit eget bur og tilladelse til at gå ud to gange om dagen og en gang om natten. Den blev tildelt tolv tjenere, som alle holdt fast i et silkebånd bundet om fuglens ben. Men de begrænsede nattergalens frihed, og turene blev ikke en stor fornøjelse.
I hele byen talte folk om den fantastiske fugl. Når to mennesker mødtes, sagde den ene “Nat-” og den anden “gal!” og de sukkede og forstod hinanden. Endda elleve slagterbørn blev opkaldt efter nattergalen, men ikke en af dem kunne synge.
En dag ankom en stor pakke til kejseren, og på pakken stod der “Nattergal”.
“Her har vi sikkert en ny bog om vores berømte fugl!” sagde kejseren. Men i stedet for en bog, fandt han en lille kunstgenstand i en æske – en kunstig nattergal, designet til at ligne den levende, men dækket med diamanter, rubiner og safirer. Når man trak den op, kunne den synge et af de samme stykker som den rigtige nattergal, og dens hale bevægede sig op og ned, glitrende i sølv og guld. Omkring fuglens hals hang et bånd med indgraveringen: “Kejseren af Japans nattergal er intet sammenlignet med kejserens af Kina.”
“Det er fantastisk!” udbrød alle, og personen, der havde bragt den kunstige fugl, blev straks udnævnt til over-kejserlig nattergale-bringer.
“Lad dem synge sammen! Sikke en duet det vil blive!”
Men da de skulle synge sammen, gik det ikke så godt. Den rigtige nattergal sang på sin egen måde, mens kunstfuglen spillede valser. “Den er fejlfri,” sagde musikmesteren. “Den er fuldstændig i takt og helt i tråd med min undervisning!” Kunstfuglen fik lov til at synge solo og blev lige så populær som den rigtige nattergal, og den var desuden meget smukkere at se på, glimrende som smykker.
Den sang det samme stykke treogtredive gange uden at blive træt. Folk ville gerne høre den fra starten igen, men kejseren mente, at den levende nattergal også skulle synge lidt. Men hvor var den? Ingen havde lagt mærke til, at den var fløjet ud af det åbne vindue og tilbage til sine grønne skove.
“Hvad er nu det for noget!” udbrød kejseren. Hoffet var forarget og kaldte nattergalen for utaknemmelig. “Vi har stadig den bedste fugl!” sagde de, og kunstfuglen blev sat til at synge igen, for fireogtredive gang, med det samme stykke. Folk havde stadig ikke lært det udenad, da det var så kompliceret. Musikmesteren roste den kunstige fugl til skyerne og forsikrede, at den var bedre end den levende nattergal, ikke bare på grund af dens pragtfulde udseende og juveler, men også indeni.
“Forstår I, mine herrer og kejseren fremfor alle! Med den rigtige nattergal ved man aldrig, hvad man får, men med kunstfuglen er alt forudbestemt! Den er forudsigelig! Man kan forklare den, åbne den og vise, hvordan den er konstrueret, hvordan valserne er arrangeret, og hvordan den ene del følger den anden!”
“Det er præcis, hvad vi tænker!” erklærede alle, og musikmesteren fik lov til at præsentere kunstfuglen for offentligheden næste søndag. Kejseren annoncerede, at folket skulle få lov til at høre den synge, og de blev så begejstrede, som havde de nydt te i overflod – en typisk kinesisk reaktion. Alle udbrød “oh!” og rejste den finger, som de kalder ‘slikpotten’, og nikkede anerkendende. Men de fattige fiskere, der havde hørt den rigtige nattergal, sagde: “Det lyder fint nok, og det minder om originalen, men der mangler noget, jeg kan ikke sætte fingeren på hvad.”
Den ægte nattergal var blevet bandlyst fra landet og riget.
Kunstfuglen fik sin egen plads på en silkepude nær kejserens seng. Alle de gaver, den havde modtaget, guld og ædelstene, blev placeret omkring den, og den blev forfremmet til “Højkejserlig natbord-sanger,” nummer ét i rang til venstre for kejseren. Kejseren betragtede venstre side som den mest ærefulde, fordi hjertet sidder til venstre, også hos en kejser. Og musikmesteren skrev femogtyve bind om kunstfuglen, fyldt med lærde og lange passager og vanskelige kinesiske ord, så alle påstod, de havde læst og forstået det – ellers ville de jo virke dumme og risikere at blive dunket på maven.
Et år gik. Kejseren, hoffet og alle kineserne kunne nu kunstfuglens sang udenad. Det var så velkendt, at de elskede at synge med. Selv gadebørnene kunne efterligne fuglens “zizizi, klukklukkluk!” og kejseren selv sang også med. Det var virkelig en fornøjelse!
Men en aften, mens kunstfuglen sang, og kejseren lå i sin seng og lyttede, gik der noget i stykker indeni fuglen. “Svup!” sagde det, og alle hjulene løb løbsk, og musikken stoppede brat. Kejseren kaldte straks sin livlæge, men han kunne ikke gøre noget. Derefter blev en urmager tilkaldt, og efter meget bøvl fik han fuglen til at virke igen, men han advarede om, at den skulle bruges sparsomt, da dens mekanik var slidt, og det var umuligt at sætte nye tapper i.
Det var en stor skuffelse. Kunstfuglen kunne kun synge én gang om året, og selv det var en anstrengelse. Men musikmesteren holdt en tale fyldt med svære ord og forsikrede, at det var lige så godt som før.
Fem år var gået, og en stor sorg ramte landet, da kejseren blev dødeligt syg. En ny kejser var allerede udpeget, og folk på gaden spurgte kammerherren om kejserens tilstand.
“P!” svarede han og rystede på hovedet.
Kejseren lå kold og bleg i sin storslåede seng, og alle ved hoffet troede, han var død. De skyndte sig at hilse på den nye kejser, mens tjenere og kammerpiger spredte nyheden og holdt kaffeselskaber. I alle sale og gange var der lagt klæde på gulvene for at dæmpe lyden af fodtrin, og der herskede en dyb stilhed overalt. Men kejseren var ikke død endnu. Han lå stiv og bleg i sin prægtige seng med de tunge fløjlsgardiner og guldkvaste, mens måneskinnet faldt ind gennem et åbent vindue og oplyste ham og kunstfuglen.
Den fattige kejser havde svært ved at trække vejret, som om noget trykkede på hans bryst. Han åbnede øjnene og så Døden sidde på hans bryst med hans guldkrone på hovedet og kejserens guldsabel og fane i hænderne. Rundt om i sengens fløjlsgardiner dukkede ansigter op – nogle skræmmende, andre milde. Det var alle kejserens gode og onde gerninger, der kiggede på ham, nu hvor Døden sad på hans hjerte.
“Husker du det?” hviskede de en efter en, og de mindede ham om så meget, at han brød ud i sved.
“Det vidste jeg slet ikke,” sagde kejseren. “Musik, musik! Den store kinesiske tromme!” råbte han for at overdøve stemmerne.
Men stemmerne fortsatte, og Døden nikkede som en kineser til alt, hvad der blev sagt.
“Musik, musik!” skreg kejseren. “Du lille velsignede guldfugl, syng! Jeg har givet dig guld og skatte, hængt min guldtøffel om din hals. Syng!”
Men kunstfuglen var stille; den kunne ikke synge uden at blive trukket op. Døden fortsatte med at stirre på kejseren med sine tomme øjenhuler, og stilheden var trykkende.
Pludselig lød den smukkeste sang udenfor vinduet. Det var den levende nattergal, som var kommet for at synge trøst og håb for kejseren. Med hver note blev de skræmmende skikkelser mere blege, og blodet flød hurtigere i kejserens svage lemmer. Selv Døden stoppede op og lyttede, og bad nattergalen fortsætte.
“Ja, vil du give mig din prægtige guldsabel, din rige fane, din kejserkrone?”
Og for hver sang nattergalen fremførte, overgav Døden et klenodie. Nattergalen sang om den fredelige kirkegård, hvor hvide roser blomstrer, hvor hyldetræet dufter, og hvor de efterladtes tårer vander det friske græs. Dette fyldte Døden med længsel efter sin egen have, og han svævede som en kold, hvid tåge ud af vinduet.
“Tak, tak!” sagde kejseren. “Du himmelske lille fugl, jeg kender dig. Jeg drev dig bort fra mit land, og alligevel har du fordrevet de onde syner fra min seng og skræmt Døden bort. Hvordan kan jeg nogensinde belønne dig?”
“Du har allerede belønnet mig,” svarede nattergalen. “Dine tårer, da jeg sang for første gang, er den største gave. De er de juveler, der glæder en sangers hjerte. Men sov nu, bliv frisk og stærk. Jeg vil synge for dig.”
Nattergalen sang, og kejseren faldt i en rolig, helbredende søvn.
Da han vågnede, skinnede solen ind ad vinduet. Han følte sig fornyet og helbredt, men ingen af hans tjenere var vendt tilbage, da de troede, han var død. Nattergalen sang stadig.
“Du skal altid blive hos mig,” sagde kejseren. “Du må synge, når du ønsker det. Kunstfuglen vil jeg smadre.”
“Gør det ikke,” sagde nattergalen. “Den har gjort, hvad den kunne. Behold den. Jeg kan ikke bo i slottet, men lad mig komme, når jeg føler for det. Jeg vil synge for dig, gøre dig glad og tankefuld. Jeg vil synge om både glæde og sorg, om hemmeligheder omkring dig. Jeg flyver til den fattige fisker, til bondehusene, til alle dem, der er langt fra dig. Jeg elsker dit hjerte mere end din krone, selvom den også har en vis hellighed. Jeg kommer og synger for dig, men du må love mig én ting.”
“Alt!” sagde kejseren, iført sin kejserdragt og med guldsabelen ved hjertet.
“Fortæl ingen, at du har en lille fugl, der fortæller dig alt. Så vil alt gå endnu bedre.”
Med de ord fløj nattergalen væk.
Tjenerne trådte ind for at se til deres formodede døde kejser. Men der stod han og sagde: “Godmorgen!”
Dejligt eventyr om kærlighed og frihed ...
kilde:
